Museo: Colosseo

Den majestætiske facade på Colosseum

Velkommen til det majestætiske Flaviske Amfiteater, mere almindeligt kendt som Colosseum, et symbol på den romerske imperiums magt og storhed. Tag et øjeblik til at beundre denne imponerende facade, der rejser sig foran jer. Det, I ser, er ikke blot et enestående arkitektonisk værk, men en sand manifestation af den strenge romerske sociale hierarki. Den ydre struktur, næsten 50 meter høj, har fire overliggende niveauer. De første tre niveauer er kendetegnet ved 80 buer pr. etage, indrammet af søjler i forskellige stilarter, der følger en præcis progression: dorisk på stueetagen, ionisk på anden etage og korinthisk på tredje. Denne følge var ikke tilfældig, men afspejlede det romerske sociale hierarki, fra det enkleste til det mest udsmykkede. Det fjerde niveau, uden buer, var dekoreret med korinthiske pilastre og huset understøtningerne til velariet, det enorme tæppe, der beskyttede tilskuerne mod solen. Adgangen til amfiteateret var også reguleret efter social rang: patricierne trådte ind gennem de nummererede buer nærmest hovedindgangene, mens plebejerne måtte følge lange korridorer for at nå de højeste og fjerneste pladser fra arenaen. Kejserne og vestalmøerne havde dedikerede indgange og hæderspladser. Bemærk, hvordan arkitekturen, ud over dens praktiske funktion, visuelt kommunikerede til hver borger deres plads i samfundet. Denne bygning, der blev indviet i år 80 e.Kr. under kejser Titus, kunne rumme op til 50.000 tilskuere, alle ordnet efter deres sociale status.

Arenaen: Det romerske underholdningens knudepunkt

Nu befinder vi os i Colosseums pulserende hjerte: arenaen. Denne elliptiske plads, der måler cirka 76 x 44 meter og er dækket af sand, var scenen for de mest brutale dramaer i det gamle Rom. Det gul-rødbrune sand havde en helt speciel funktion: at absorbere det blod, der blev spildt under kampene, således at de efterfølgende forestillinger kunne afholdes uden besværligheder. Under vores fødder strakte sig et komplekst system af korridorer og mekanismer, kaldet Hypogeum, som muliggjorde gladiatorernes og de vilde dyrs spektakulære indtræden gennem elevatorsystemer og faldlemme. Gladiatorerne trådte ind i arenaen med en højtidelig procession, kaldet pompa, og hilste på kejseren med den berømte frase: 'Ave, Caesar, morituri te salutant' (De, der skal dø, hilser dig). Publikum, der kunne tælle op til 50.000 tilskuere, stimlede sammen på tribunerne for at overvære kampene og heppe på deres favoritter. Den kejserlige tribune var det mest hellige og frygtede sted i hele amfiteatret. Denne forhøjede platform, strategisk placeret på den nordlige side af arenaen, repræsenterede det absolutte magtcentrum under legene. Her sad kejseren, omgivet af sin hof og Vestalinderne, Roms præstinder. Fra denne privilegerede position kunne kejseren nyde den bedste udsigt over de brutale forestillinger, der fandt sted i arenaen. Men tribunen havde en magt, der rakte langt ud over den visuelle nydelse. Når en gladiator blev besejret, men ikke dræbt, afhang hans skæbne bogstaveligt talt af et kejserligt håndtegn. Publikum kunne ytre deres præference, men den endelige beslutning forblev altid hos kejseren. En opadgående tommelfinger (komprimeret tommelfinger) betød nåde, mens en nedadgående tommelfinger (thumb down) dømte gladiatoren til døden. I modsætning til den populære tro, foreslår historiske kilder, at nådens gestus var tommelfingeren gemt i hånden, mens dommens gestus var tommelfingeren fremvist og rettet mod gladiatorens bryst. Fra denne tribune overværede kejsere som Commodus - der elskede at kæmpe personligt i arenaen - eller Nero forestillingerne, brugende disse begivenheder til at styrke deres offentlige image og folkelige opbakning. Den kejserlige tribune var også dekoreret med ædle marmor og baldakiner, der beskyttede kejseren mod solen, hvilket yderligere symboliserede afstanden mellem kejserens guddommelige magt og de almindelige borgere. Arenaen var ikke kun vært for gladiatordueller, men også naumachiae (søslag), venationes (jagter med eksotiske dyr) og henrettelser af kriminelle. Dette sted repræsenterede et mikrokosmos af det romerske samfund, hvor militær ære blev fejret, kejserlig magt blev bekræftet, og en stadig mere krævende pøbel blev underholdt.

Under Arenaen: de Hypogæiske Labyrinter

Velkommen til hypogeumet, Colosseums skjulte hjerte. Det, der i dag fremstår som et komplekst netværk af mure og korridorer, var engang et sofistikeret underjordisk system, dækket af et trægulv og usynligt for tilskuerne. Denne underjordiske labyrint blev tilføjet under kejser Domitians regeringstid, og forbedrede den allerede ekstraordinære struktur skabt under Vespasian. I hypogæerne arbejdede hundreder af slaver og teknikere, der med et system af elevatorer, kraner og taljer koordinerede indgangen til arenaen for gladiatorer og eksotiske dyr, hvilket skabte imponerende sceniske effekter for publikum. Forestil dig den trykkende atmosfære i disse trange rum: den kvælende varme, den skarpe lugt af vilde dyr fra fjerne lande, de metalliske lyde fra mekanismerne, og publikums råb, der kunne høres ovenfra. Her ventede gladiatorerne på deres tur, mentalt forberedende sig på showet, velvidende at det kunne være deres sidste. Fra burene kunne man høre brølene fra løver, tigre og bjørne, transporteret til Rom fra Afrika og Asien. Hypogæerne var organiseret med militær præcision: korridorer til passage, værelser til forberedelse af gladiatorerne, lagerrum til scenografi og våben, samt bure til dyrene. Der var også underjordiske forbindelser til nærliggende strukturer, såsom Ludus Magnus, gladiatorernes hovedkaserne. Dette ingeniørsystem gjorde det muligt hurtigt at skifte scenografier og konstant overraske tilskuerne med nye og spektakulære underholdninger, i et teater af liv, død og kejserlig propaganda.

Anatomi af ære: de romerske gladiatorers ansigter

Velkommen til Våbensalen, kendt på latin som Armamentarium, stedet hvor gladiatorernes skæbne begyndte at tage form. Her, lige før de trådte ind i arenaen, valgte og forberedte kæmperne omhyggeligt deres udstyr: hjelme, skjolde, beskyttelse og skarpe våben. Men gladiatorkunsten blev ikke improviseret. De fleste af disse mænd blev trænet i specialiserede skoler kaldet ludi gladiatorii, hvoraf den mest berømte i Rom var Ludus Magnus, beliggende lige ved siden af Colosseum og forbundet til arenaen gennem en underjordisk passage. Gladiatorerne trænede dagligt under vejledning af erfarne instruktører kaldet lanistae og fulgte en rutine, der omfattede intense fysiske øvelser, kamptaktikker og duelsimuleringer. For at forbedre deres udholdenhed og kontrol trænede de med trævåben og ofte med tungere udstyr end det, der blev brugt i de egentlige kampe. Denne praksis gjorde dem mere smidige og hurtigere, når de bar det reelle kampudstyr. Træningssessionerne inkluderede også løb, spring, vægtløftning og nærkamp. Gladiatorerne var ikke en homogen gruppe, men et mosaik af specialiseringer, hver med distinkte våben, rustninger og teknikker, der gjorde kampene til ægte opvisninger i strategi og kunnen. Retiarius, måske den mest genkendelige, kæmpede med et net og en trefork (fuscina), iført kun en subligaculum (lændeklæde) og en galerus (skulderbeskytter). Hans strategi var at fange modstanderen i nettet og derefter ramme ham med treforken. Hans typiske modstander var Secutor, tungt pansret med en glat, rund hjelm for at undgå, at nettet satte sig fast, og bevæbnet med gladius og skjold. Thraex, inspireret af trakiske krigere, bar et lille firkantet skjold (parmula), et krumsværd (sica) og høje benskinner. Han kæmpede ofte mod Murmillo, der var genkendelig ved sin hjelm dekoreret med en fisk. Andre typer af gladiatorer omfattede Hoplomachus, bevæbnet som en græsk hoplit; Eessedarius, der kæmpede på en vogn; og Dimachaerus, der brugte to sværd på samme tid. Disse mænd – ofte slaver, krigsfanger eller dømte – kunne opnå berømmelse, rigdom og til tider frihed gennem deres tapperhed. Nogle blev berømte, deres navne indgraveret på mure eller fejret i mosaikkerne i de patriciske villaer. Men bag det blodige skue gemte sig virkelige mennesker, der levede efter en streng disciplin, beseglet af et højtideligt løfte: uri, vinciri, verberari, ferroque necari – at blive brændt, lænket, slået og dræbt med sværdet.

Carcerets celler

Carcer, var et af de mest dystre steder inden for Colosseum. Disse trange underjordiske celler repræsenterede dødens forrum for tusindvis af dømte gennem århundrederne af det Romerske Imperium. Her, i mørket og fugten, ventede kriminelle, krigsfanger, desertører og nogle gange også kristne på det øjeblik, de ville blive ført ind i arenaen til offentlige henrettelser, kendt som damnatio ad bestias. I modsætning til de professionelle gladiatorer havde disse uheldige ingen chance for overlevelse: deres skæbne var beseglet, og de var bestemt til at dø som underholdning for folkemængden. Cellene i Carcer var bevidst designet til at være trange og trykkende, hvilket intensiverede de dømtes psykiske lidelser. Under ventetiden, som kunne vare timer eller endda dage, kunne fangerne høre de sultne vilde dyrs brøl og publikums skrig, en skræmmende forsmag på deres skæbne. Når det blev tid til henrettelsen, blev de dømte ført ind i arenaen gennem smalle korridorer, ofte bundet eller lænket, fuldstændig forsvarsløse mod de vilde dyr. Disse offentlige henrettelser fandt normalt sted om morgenen, før gladiatorkampene, som en slags åbning af showet. Historiske kilder fortæller, at nogle særligt grusomme kejsere, som Nero eller Caligula, frydede sig over disse henrettelser og betragtede dem som en effektiv afskrækkelse mod kriminalitet og en måde at hævde den kejserlige magt på.

Den Triumferende Port og Libitinaria Porten

Foran Colosseums arena lå der to meget vigtige porte, der blev brugt under forestillingerne: Porta Triumphalis og Porta Libitinaria. Disse porte var placeret i de to ender af arenaens længste akse. Porta Triumphalis, beliggende mod vest, blev brugt af gladiatorer til at gå ind i arenaen. Den blev kaldt sådan, fordi de kæmpere, der sejrede, også gik ud derigennem, næsten som i en lille triumfparade. På den modsatte side, mod øst, lå Porta Libitinaria, hvorigennem kroppene af de gladiatorer, der ikke overlevede kampene, blev båret ud. Navnet på denne port stammer fra den romerske gudinde Libitina, som var forbundet med død og begravelser. Det var derfor udgangen reserveret til de afdøde. Begge porte var forbundet med Colosseums underjordiske områder, som lå lige under arenaen. Derfra kunne gladiatorer, dyr og scenemateriale let blive flyttet op eller ned til arenaens niveau via stejle trapper. De underjordiske områder var opdelt i forskellige korridorer og rum, der blev brugt til opbevaring af våben, bure til dyrene og udstyr. Nogle buede og lige korridorer tillod hurtig passage fra én zone til en anden, og der var også celler i flere etager for at holde orden. For at få store dyr eller scenografier op på scenen blev der brugt modvægt maskiner, såsom elevatorer drevet af reb og skiver. De huller, der blev brugt til at fastgøre disse hjælpemidler, er stadig synlige i gulvet på de underjordiske korridorer. En lang korridor under den østlige indgang forbandt endda Colosseum med Ludus Magnus, skolen hvor gladiatorerne trænede. Disse porte hjælper os med at forstå, hvor kompleks og velorganiseret en forestilling i det gamle Rom var, ikke kun for publikum, men også for dem, der arbejdede bag kulisserne, inklusive arkitekter, arbejdere og arenaens sikkerhedspersonale.